Sammen med en kollega blev aktivisten Oscar Kamau Kingara skudt og dræt blot få timer efter, at en regeringstalsmand havde beskyldt deres gruppe for at hjælpe en kriminel bande.
De to mænd blev skudt i en bil i nærheden af præsidentpaladset State House i hovedstaden Nairobi.
Nu holder en sammenslutning af menneskerettighedsgrupper i Kenya regeringen ansvarlige for de to drab.
Politiet i det østafrikanske land har benægtet ethvert kendskab til drabene, skriver BBC.
FN's efterforsker Philip Alston siger, at det efter omstændighederne ikke er underligt, at mistanken falder på politiet.
"Det er ekstremt foruroligende, når to personer, der arbejder for at forsvare menneskerettigheder i Kenya, bliver myrdet ved højlys dag midt i Nairobi," siger Alston.
Den dræbte Oscar Kamau Kingara var en af FN's meddelere på menneskeretsområdet.
"Dette udgør en stor trussel mod retsstaten. Uanset, hvem der er ansvarlig for drabene," siger FN's efterforsker.