Opdateret kl. 14:07
En dreng på 16 år er kommet alvorligt til skade i en trafikulykke på Vollsmose Allé ved Egeparken i Odense kort før middag onsdag.
To biler kørte sammen i krydset Egeparken/Bådvej, og ifølge Fyns Politi har føreren af den ene bil fået svære kvæstelser.
Ved rattet sad teenageren. Han kørte frem for rødt, ramte en anden bil og påkørte derefter et træ. Hans tilstand er kritisk, men stabil, oplyses det.
Vollsmose Allé blev som følge af ulykken spærret i nordgående retning fra Kildegårdsvej til Egeparken.
Politiet oplyser, at føreren af den påkørte bil er en kvinde på 28 år. Hun er tilsyneladende sluppet uden skader.
/ritzau/