Hundredevis af mekanikere kan stå uden job, fordi der fremover bliver færre biler, der skal til reparation.
Det bliver konsekvensen af en ny regel i regeringens vækstpakke, der betyder, at der skal mindre til, før man sender en bil til skrot. Sådan lyder advarslen fra både oppositionen og autobranchen, skriver Politiken.
Den nye regel betyder, at skrotpladserne hvert år vil tage imod yderligere gamle 4.000 biler.
Til gengæld regner regeringen med, at danskerne vil købe flere biler, og at man på den måde kan tjene 120 millioner ekstra på registreringsafgifter.
"Det kommer til at koste op mod 500 arbejdspladser. Med ændringen flytter man arbejdspladser fra danske autoværksteder til udenlandske bilfabrikker. Vi kan ikke se noget andet argument for ændringen, end at regeringen vil have nogle kroner i statskassen," siger chefanalytiker Michael Scheiber fra Dansk Metal til Politiken.