Den lokale mekanikerformand, Jens Vindelev Mortensen, fra Metal i Vejle rejser nu voldsom kritik af den landskendte konflikt hans egne kammerater i fagbevægelsen kører mod restaurant Vejlegården.
Det skriver Ekstra Bladet torsdag.
- Det her er ikke en vindersag. Det er ikke en god sag for 3F det her. Jeg tror også, der er mange af vores egne medlemmer, der ikke fatter den sag, som kører nu. Og jeg har sagt flere gange at fagbevægelsen skal til at oppe sig, siger Jens Mortensen til Ekstra Bladet og tilføjer:
- Ligesom præsten skal sørge for, der kommer folk i kirken, må fagforeningerne også sørge for at blive mere synlige
Mekanikerformanden holdt for nylig sin egen 50 års fødselsdag på netop Vejlegården, selv om konflikten mellem fagbevægelsen og restaurantens indehaver allerede på det tidspunkt var eskaleret voldsomt.
- Jeg synes, det er en skandale, de står der og blokerer en lille mand. Jeg synes, de skulle sælge sig selv lidt bedre på de ting fagbevægelsen er gode til for eksempel arbejdsskadesager, pensioner og sådan noget, siger Jens Mortensen.
- Der er så mange medlemmer, der flygter over til Krifa (Den Kristelige Fagbevægelse, Red) ude på virksomhederne, men dem går de jo ikke ud og fanger og taler med. De går efter den lille mand for at statuere et eksempel i stedet for at være ude på arbejdspladserne og tage kampen der.