Det københavnske metrobyggeri og kommende milliardudbud fra Vejdirektoratet får landets anlægsentreprenører til at tro på fremtiden.
Nye tal fra bygge- og anlægsbranchen viser, at anlægsentreprenørerne har store håb til både omsætning og beskæftigelse i de næste tre måneder.
Håbet skyldes, at der er store anlægsprojekter på vej:
"Vejdirektoratet investerer kraftigt, og metrobyggeriet begynder også at kaste omsætning af sig nu. Det har primært været ledningsomlægninger, men inden længe skal der flyttes jord," siger chefkonsulent Andreas Fernstrøm fra Dansk Byggeri til byggeriets dagblad Licitationen.
Dog er størstedelen af nybyggeriet stadig i dvale, og det lægger en dæmper på Dansk Byggeris optimisme.
De nye tal viser da også, at bygge- og anlægsbranchens forventninger fortsat ligger i den lave ende.
Kilde: Licitationen