Popsangerinden Medina, som blandt andet står bag hittene 'Kun for mig' og 'Velkommen til Medina', planlægger at tage på turné til foråret, skriver gaffa.dk.
Medina slog for alvor igennem i 2009 med hittet 'Kun for mig', som hurtigt blev fulgt op af nummeret 'Kun for dig,' hvor L.O.C. var med.
Siden lavede hun singlen '100 dage' sammen med Thomas Helmig, en pop-ørehænger som har solgt guld. Hendes seneste hit 'Velkommen til Medina' har solgt platin, og nu er hun altså klar til at tage på turné.
Indtil videre har hun planlagt 11 koncerter, hvor folk kan synge med på de efterhånden mange hits. Derudover skal Medina synge til DR's Store Sports Galla 09 og til P3 Guld.