Der blev ingen international pris til den danske sangerinde Medina i denne omgang.
Danmarks eksotiske popsensation Medina fik ellers i oktober prisen for 'Best Danish Act' af MTV's seere - med andre ord det bedste musik, Danmark har sendt ud gennem højtalerne i 2009.
Dermed røg hun direkte videre til konkurrencen om bedste europæiske nummer i 2009.
Men da seerne igen skulle stemme om det bedste internationale nummer i 2009, måtte hun vinke farvel til muligheden endnu en statuette. For ved afstemningen, der kårer de mest populære regionale vindere, fik Medina, som ellers hitter så langt væk som i Sydamerika, ikke stemmer nok til at ryge i finalen.
Det stopper hende dog ikke i at deltage i MTV Europe Music Awards i morgen aften den 5. november i Berlin, hvor hun modtager prisen for 'Best Danish Act'.
Vinderen af 'Best European Act' afsløres først i morgen aften. Vært igen i år er den britiske sangerinde Katy Perry.