Med den nye skattepakke skal personer, som har fået hjemmecomputere af arbejdet, betale 5.000 kroner om året ekstra i skat.
Det kommer blandt andet til at gå ud over folkeskolelærere, der for eksempel bruger computerne til at forberede undervisningen hjemmefra.
Formand for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, kalder skatten for "grotesk".
"It er et helt nødvendigt redskab i dagen folkeskole, og derfor skal mange lærere bruge deres hjemmearbejdspladser for at kunne forberede den undervisning, der bliver krævet. Nu skal man pludselig beskattes af, at man selv stiller sin egen bolig til rådighed, og det virker lidt mærkeligt," siger formanden til Nyhedsbureauet Newspaq.
Anders Bondo Christensen håber på, at skolelærere med hjemmecomputere kan friholdes for den nye beskatning.