I London vil der fra lørdag blive indført strammere restriktioner for at bremse en genopblussen af coronavirus i den britiske hovedstad.
Restriktionerne vil blandt andet betyde, at det fra lørdag vil være forbudt at mødes med folk fra andre husstande indendørs. Forbuddet gælder både i private hjem og på beværtninger.
Det nuværende beredskabsniveau i London er "middel". Det vil fra lørdag blive hævet til "højt".
- Vi har i fællesskab besluttet, at covid-19-beredskabsniveauet i London skal hæves til højt, siger den britiske sundhedsminister, Matt Hancock.
Stramningerne vil træde i kraft natten til lørdag.
Matt Hancock tilføjer, at der muligvis også vil blive indført strammere restriktioner i andre britiske storbyer.
Flere medier har i løbet af torsdag rapporteret, at regeringen vil indføre maksimalt beredskabsniveau i Manchester.
Det vil i givet fald medføre et forbud mod at samles med personer fra andre husstande både indendørs og mange udendørs arealer.
Ifølge Matt Hancock er der dog endnu ikke truffet en endelig afgørelse herom.
Stramningerne i London bliver indført, efter at der den seneste tid er registreret et hastigt stigende antal smittede med coronavirus.
Og det er ikke kun hovedstaden, der bliver omfattet af de nye restriktioner. Også i områder som Essex, Chesterfield og North East Derbyshire vil beredskabsniveauet blive hævet.
Fælles for byerne er, at antallet af nye daglige smittetilfælde er fordoblet på under 14 dage.
Ifølge Matt Hancock er regeringen nødt til at sætte ind nu for at få bremset smittespredningen.
Han opfordrer samtidig briterne til at tage restriktionerne alvorligt.
- Hvis vi arbejder sammen, kan vi besejre dette virus, siger Matt Hancock på torsdagens møde i parlamentet.