Medier: Britiske myndigheder advaret om mistænkt bombemand

To medstuderende advarede ifølge BBC britiske myndigheder om mistænkt selvmordsbombers hensigter.
Lokalmiljøet i de sydlige forstæder i Manchester har angiveligt forsøgt at advare de britiske myndigheder om Salman Abedi. Han skulle ifølge advarslerne været radikaliseret og støtte islamistisk terrorisme.
Lokalmiljøet i de sydlige forstæder i Manchester har angiveligt forsøgt at advare de britiske myndigheder om Salman Abedi. Han skulle ifølge advarslerne været radikaliseret og støtte islamistisk terrorisme. Foto: Stefan Wermuth/Reuters

For fem år siden fik de britiske myndigheder ifølge BBC en advarsel om, at Salman Abedi var radikaliseret islamist. Onsdag er den 22-årige mand hovedmistænkt for et selvmordsangreb, der har kostet 22 mennesker livet i Manchester.

BBC's oplysninger stammer fra en anonym socialarbejder fra det muslimske miljø i Salman Abedis lokalområde.

Socialarbejderen fortæller, at to venner fra den mistænktes uddannelse kontaktede en hotline, den britiske regering har oprettet til pårørende, der er bekymret over radikaliserede individer.

De henvendte ifølge BBC sig første gang for fem år siden og igen så sent som i år. Begge henvendelser var om Salman Abedi.

Bekymringen var, at han "støttede terrorisme" og synes, at det "var ok at være selvmordsbomber."

Politiet ønsker ifølge en BBC-journalist ikke at udtale sig om oplysningerne.

Samme billede tegner sig i en artikel fra den amerikanske avis New York Times.

Avisen citerer en anonym ven af Salman Abedi for, at hans forældre var så bekymret for sønnens radikaliserede tendenser, at de konfiskerede hans pas.

TV-stationen NBC har tidligere fortalt, at anonyme amerikanske efterretningskilder oplyser, at også familien henvendte sig til de britiske myndigheder. De kaldte sønnen "farlig".

Tirsdag blev en 23-årig mand tilbageholdt af politiet i en forstad til Manchester. Manden formodes i flere britiske medier at være storebror til den mistænkte gerningsmand.

Samme dag har specialstyrker i Libyen ifølge en lokal talsmand anholdt en anden bror til Salman Abedi. Denne gang er det hans lillebror Hashem Abedi.

Lillebroren blev anholdt på grund af en mistanke om forbindelser til Islamisk Stat.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.