Streaminggiganten Netflix fremskynder introduktionen af et nyt abonnement, hvor kunderne slipper med færre penge men til gengæld skal se reklamer på tjenesten.
Det nye abonnement kan komme allerede i slutningen af året. Det skriver nyhedsbureauet Reuters tirsdag.
Reuters, der uden held har forsøgt at få Netflix kommentar til historien, citerer New York Times, der har sine oplysninger fra en intern besked til Netflix' medarbejdere.
Af den fremgår det, at streamingfirmaet også i slutningen af året vil begynde at slå hårdere ned på deling af kodeord.
Platformen oplever nemlig, at mange brugere deler deres kodeord med andre, så man på den måde kan være flere om en enkelt konto.
Begge tiltag kommer, efter at Netflix for første gang nogensinde i år har oplevet at miste kunder.
I årets første tre måneder mistede tjenesten 200.000 abonnenter. Forventningen havde været, at der ville komme 2,5 millioner til.
Tabet skyldtes delvist, at Netflix i perioden havde lukket for sine aktiviteter i Rusland. Det skete efter den russiske invasion af Ukraine.
Streamingfirmaet oplyste dog, at forventningen til årets andet kvartal så lige så skidt ud. Et yderligere fald på to millioner betalende kunder var forventet.
Netflix meldte tallene ud i april. Herefter styrtdykkede firmaets aktie.
Nedgangen fik ledelsen til at barsle med introduktionen af reklamer på platformen. Det har Netflix med bestyrelsesformand Reed Hastings i front ellers tidligere afvist.
I april var meldingen, at ledelsen ville undersøge mulighederne for et billigere abonnement med reklamer. Abonnementet kunne være klar i løbet af de næste par år. Men det bliver altså fremskudt nu.
Det vides ikke, om Netflix også vil introducere det reklamebaserede abonnement i Danmark.
Andre streamingtjenester har allerede tilføjet lignende abonnementer. Det gælder blandt andet Disney+ og HBO Max.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.