Den britiske premierminister Theresa May oplyser, at det nu står klart, at ofrene for lørdag aftens terrorangreb i London kommer fra en række lande.
- Det står nu bedrøveligvis klart, at ofrene kom fra en række lande. Dette var et angreb på London og Storbritannien, men det var også et angreb på den frie verden, mener hun.
Hun sige til BBC efter et møde i regeringens sikkerhedsudvalg, at trusselsniveauet stadig vurderes til at være meget højt efter angrebet på London Bridge og Borough Markets i London.
10 blev dræbt, heriblandt de tre islamistiske angribere, og 48 er såret.
- JTAC, det uafhængige center for terroranalyse, har bekræftet, at trusselsniveauet stadig er meget højt, og det betyder, at et terrorangreb er meget sandsynligt, siger May.
/ritzau/Reuters