Sydsjællandske Max Bank krakkede for knap tre uger siden.
I dag får medarbejderne besked på, om de skal fortsætte i Sparekassen Sjælland, eller om de skal med over i statens skraldespandsselskab, Finansiel Stabilitet.
"Stemningen er trykket. Der er en underlig fornemmelse for os alle. Og mange har haft lidt ondt i maven," siger tillidsmand for de 220 ansatte, Ketty Olsen, til sn.dk.
De 125 medarbejder fortsætter i Sparekassen Sjælland sammen med 35.000 kunder, mens resten af de ansatte skal arbejde i Finansiel Stabilitet.
Selvom ingen umiddelbart præsenteres for en fyreseddel, er livet i Finansiel Stabilitet på lånt tid, lyder det fra de bankansattes forbund, Finansforbundet.
"Alle ansatte i Finansiel Stabilitet skal afvikles på et tidspunkt. Enten bliver de overført i forbindelse med, at nogle køber dele af virksomheden, eller også er det fratrædelsesaftaler og ud og finde sig et andet arbejde," sagde formand Kent Petersen for nylig til Newspaq.
I forbindelse med skæbnedagen i Max Bank er der tilbud om psykolog-hjælp til de ansatte.
"Vi tillidsfolk er klar til at tale med kollegerne. Men vi er meget bevidste om, at for mange medarbejdere vil det også blive en rigtig god dag. De fortsætter i Sparekassen Sjælland," siger Ketty Olsen til sn.dk.