Der kommer til at stå mange tomme kontorborde på landets rådhuse. I hvert fald hvis man skal tro den opgørelse, som Politiken i dag offentliggør.
I en rundspørge svarer 97 procent af de 46 adspurgte borgmestre, at de lægger op til personalereduktioner, når de skal fremlægge deres budget på fredag.
Og stik imod de senere års udvikling vil de fleste i denne omgang fyre administrativt personale på rådhusene.
Formand i Kommunernes Landsforening (KL), Jan Trøjborg (S), vurderer at det kommer til at betyde cirka 5000 afskedigelser.
"Denne øvelse er historisk massiv. Men jeg har hele tiden været klar over, at den voldsomme opbremsning kommer til at koste. Arbejdet skal klares af færre folk og det gør rigtig, rigtig ondt mange steder," siger han til Politiken.
Ud af landets 98 kommuner fik kun 13 kommuner regeringens tilladelse til at bruge højere skatter til at finansiere deres økonomi, og det er tilsyneladende derfor, at der nu skal fyringer til i mange af kommunerne.
Men indenrigsminister Bertel Haarder (V) undrer sig over tallene, da han mener, at kommunerne har indgået en aftale med regeringen.
"Aftalen med regeringen er, at kommunerne har det samme antal ansatte i 2011. Men altså: Vi kan jo ikke først bebrejde dem, at de har store overskridelser og derefter bebrejde dem, at de bringer sig på den sikre side igen. De har jo noget at indhente," siger han til Politiken.