Københavns Kommune trak i går el-skraldebilerne ud af drift. Det skete efter en amerikansk turist omkom som følge af en voldsom ulykke med en løbsk skraldevogn på Strøget i København tidligt i aftes.
Skraldebilen var ubemandet i gerningsøjeblikket. Den satte i fart og ramte den mandlige turist, mens føreren var ude af vognen for at tømme en skraldespand.
Den pågældende renovationsmedarbejder får nu krisebehandling på Bispebjerg Hospital.
- Han får al den hjælp, han overhovedet kan få via psykologer og læger, som hjælper ham, så godt de kan, siger Claus Robl, centerleder i Center for Renhold, til Newspaq.
- Det er en forfærdelig situation, han er i, men vi gør det så godt vi kan, siger Claus Robl.
Hos Center for Renhold i Københavns Kommune afventer man nu undersøgelser af bilen, der skal afgøre, om ulykken skete på grund af en mekanisk fejl.
Ventetiden bliver brugt på at finde en praktisk måde at få fjernet byens skrald uden el-skraldebilerne og samtidig sikre, at medarbejderne kan gå trygt på arbejde.
- Det er selvfølgelig noget, vi taler med vores medarbejdere om, sådan at de også når dagen i dag er slut og i morgen starter, at de føler sig trygge i byens rum. Det er rigtigt vigtigt for os, siger Claus Robl.