Nye uhyggelige fund af døde delfiner bliver ved med at dukke op på kysterne i Den Mexicanske Golf.
Forskerne har ingen anelse om, hvorfor over 406 delfiner er fundet døde i havet eller på stranden siden februar i området, skriver CNN.
Derfor har myndighederne i USA kaldt dødsfaldene for "usædvanlige" og iværksat en større undersøgelse af fænomenet.
Dødsfaldene blandt de såkaldte bottlenose dolphins, som er den mest almindelige type i delfinfamilien, har især ramt de unge dyr, hvilket forskerne heller ikke kan give nogen forklaring på.
En forklaring på de usædvanlige dødsfald kan måske findes i sidste års store oliekatastrofe i Den Mexicanske Golf, hvor olieselskabet BP's dybhavs-boreplatform Deepwater Horizon sank for knap et år siden og forårsagede den største oliekatastrofe i USA's historie.
Der er desuden fundet et unormalt højt antal døde skildpadder ved kysterne ud for ved staterne Louisiana, Mississippi og Alabama.
Kilde: CNN