Prøv at tale med næsen. Nej vel? Det er en noget umulig nasal opgave. Ikke desto mindre er det den måde, delfiner kommunikerer på.
Forskere har ellers i længere tid troet, at delfinerne fløjter med munden, men nu viser det sig, at det kun er et resultat af dressur og at deres virkelige kommunikation foregår gennem næsen. Det skriver Weekendavisen i følge videnskab.dk.
Halvfemsernes helt store hit 'Flipper' klikkede og fløjtede derudaf, men glem alt om de lyde, der strømmede ud af tv'et, det er nemlig slet ikke naturligt for delfiner at bevæge munden. Men de kan trænes til det.
Det er et dansk forskerhold, der sammen med forskere fra den amerikanske flåde har gjort den, i havbiologien, store opdagelse.
I 50 år har der ellers været enighed om, at delfiner fløjter.
"Men vores projekt viser, at den fløjtende lyd kommer fra delfinernes bindevævslæber i næsen. Lyden bliver således til på samme måde, som når vi mennesker bruger vores stemmebånd," fortæller professor Peter Teglbjerg Madsen fra det Marine Bioakustiske Laboratorium ved Aarhus Universitet til Weekendavisen i følge videnskab.dk.