Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.
For anden gang på en uge peger eksperter på særdeles positive udviklingsmuligheder for det danske fødevareerhverv. I dag præsenterer "Vækstteam for fødevarer" sine endelige anbefalinger for regeringen, og Natur- og Landbrugskommissionen afrapporterede i sidste uge.
Verdens befolkning vokser, og efterspørgselen efter fødevarer vil stige markant i de kommende år. Vækstteamet fremhæver i sin rapport, hvordan det danske fødevareerhverv i fremtiden kan øge eksport og produktionen - og udnytte vores høje effektivitet og bæredygtighed som en konkurrencefordel.
"Danmark har et godt udgangspunkt. Vi er verdens tredjestørste fødevareklynge, og vi har et højt vidensniveau og unik fødevaresikkerhed og ressourceeffektivitet. Ved at gribe mulighederne kan vi skabe vækst og sikre arbejdspladser på slagterierne, mejerierne og de øvrige virksomheder i fødevareklyngen", siger formand i erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer Martin Merrild.
Med de rigtige rammer kan fødevaresektoren øge eksporten med 50 mia. kr. de kommende år. Det kan skabe op mod 25.000 arbejdspladser, skriver Vækstteam for Fødevarer i sine anbefalinger til regeringen.
Regler bremser vækst
Hvis potentialet skal realiseres, så kræver det øget adgang til danske råvarer, fx kød, mælk, korn og skind. Vækstteamet fremhæver derfor bl.a. behovet for en ny, moderne lovgivning på miljøområdet. Rapporten fremhæver 'emissionsbaseret regulering' som den fremtidige løsning, der dels kan tilgodese miljøet, men samtidig give både landmænd og fødevarevirksomheder mulighed for at producere flere fødevarer. Der er dermed lagt op til et reelt opgør med miljøreguleringen, idet Natur- og Landbrugskommissionen også har peget på behovet for en mere målrettet miljøregulering.
"Vi kan og skal producere flere fødevarer, samtidig med vi passer på miljøet. Det kan ingen længere være i tvivl om, efter vi har set anbefalingerne fra både Natur- og Landbrugskommissionen og Vækstteam for Fødevarer. Nu er det politikernes tur til at vise handling og gøre disse anbefalinger til virkelighed. Her er muligheden for at sikre vækst og danske arbejdspladser i stedet for at se arbejdsløshedskøen vokse", siger Martin Merrild.
Vækstteamet peger også på behovet for erhvervsfokuseret forskning og uddannelse, samt en målretning af eksportindsatsen til de nye vækstmarkeder.
Vækstteam for Fødevarer er nedsat af regeringen og er sammensat med blandt andet repræsentanter fra fødevareerhvervet. Formand for vækstteamet er Peder Tuborgh, der til daglig er administrerende direktør i Arla.
Yderligere kontakt: Formand i Landbrug & Fødevarer Martin Merrild via pressekonsulent Kim Bové, telefon: 30178877, mail: kbo@lf.dk
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.