22-årige Jared Loughner er i disse dage for en dommer anklaget for skyderiet i Arizona, der kostede seks mennesker livet og sårede 14, deriblandt den demokratiske kongreskvinde Gabrielle Giffords.
Flere bekendte af den formodede massemorder beskriver ham som ubehøvlet og besat af verdens undergang. Det skriver nyhedssiden azcentral.com.
19-årige Mark DeBeliso var sidste sommer i samme klasse som Jared Loughner, da de begge deltog i et kursus. Her oplevede han, at den mistænkte massemorder opførte sig yderst besynderligt. Flere gange afbrød Loughner læreren og fortalte, at verdenen ville gå under.
"Det var den slags, der bare får én til at tænke, 'hvad pokker har den fyr gang i?'" siger DeBeliso til azcentral.com.
Også Tim Damron, der deltog i undervisningen, bed mærke i den underlige opførsel. Han bad Loughner om at tie stille, hvilket blot blev besvaret med et lumsk smil.
"Vi støttede læreren, fordi Jared (Loughner, red.) ikke respekterede læreren. Vi bad ham tie stille, fordi han var grov," lyder det fra Tim Damron.
"Han sagde en masse og skabte sig i klassen, men jeg havde aldrig troet, at han ville skyde 20 mennesker," siger han.
Kilde: azcentral.com