Efter længere tid med ro i bandekrigen mellem rockerne og indvandrerbanderne, ser det ud til, at der er røre i bandemiljøet igen.
Sent i går aftes anholdt Nordjyllands Politi 21 unge personer i Nørre Sundby med tilknytning til bandemiljøet.
Anholdelserne skete efter at 50 mand med Bandidos-tilknytning tidligere på aftenen stillede op til demonstration foran Hells Angells' klubhuset i Nørre Sundby.
De 50 mand troppede op på modsatte fortov af klubhuset og begyndte at råbe ad Hells Angels-rockerne, fortæller Nordjyllands Politi til Ritzau.
Senere på aftenen var den igen gal foran klubhuset. Nu fik politiet en anmeldelse om, at en gruppe andengenerationsindvandrere var stimlet sammen foran rocker-huset, og at de var bevæbnede med køller.
Politiet rykkede ud, men da de ankom til stedet havde flere fra gruppen forladt stedet i biler. Det oplyser vagtchefen for Nordjyllands Politi til Ritzau.
Men politiet nåede at anholde 21 andengenerationsindvandrere og én med tilknytning til Hells Angels-støttegruppen AK81, erfarer Ekstra Bladet.
De vil alle blive løsladt men sigtet for at overtræde ordensbekendtgørelsen.