Nye oplysninger tyder på, at soldaten, der i weekenden slagtede 16 uskyldige afghanere, ikke var helt ved sine fulde fem.
Dagen forinden havde den 38-årige familiefar nemlig set sin ven få sprængt benene af, mens han stod ved siden af.
Og det var angiveligt dråben, der fik soldaten til at gå amok i blodrus, skriver Associated Press.
"Vi har fået oplyst, at en person på den lille base, han var udstationeret på, var blevet alvorligt skadet dagen før den påståede hændelse - alvorligt skadet, og det påvirkede alle soldaterne der," siger soldatens advokat, John Henry Browne, til Associated Press.
Soldaten var angiveligt også påvirket af alkohol under den blodige hændelse.
Forud for massakren havde han været på sin fjerde kampmission, tre gange i Irak, hvor han var blevet såret to gange. Manden havde tilsyneladende også problemer på hjemmefronten.
Kilde: Associated Press