Mænd vil have lov til at græde. Det er nemlig meget trendy at turde vise følelser, og når en stærk mand fælder en tåre, som Kronprinsen gør det, så er det i virkeligheden sejt. Det handler nemlig om styrke. Jo stærkere en mand er, des mere o.k. er det at græde.
- Det er selve fuldbyrdelsen af den moderne mand, når en maskulin mand græder. Han viser, at han indeholder alt. Han er både en traditionel mand, der kan forsørge og som kan være stærk, og så kan han også vise følelser, forklarer mandeforskeren Kenneth Reinicke til Avisen.dk.
En undersøgelse fra Pennsylvania State University viser da også, at det opfattes som helt acceptabelt i dag, når mænd græder.
Mænd, der græder i dag, bliver også opfattet positivt som personer, der kan udtrykke ærlige følelser, og det er parterapeuten og sexologen Joan Ørting enig i:
- Kvinder elsker stærke mænd, der kan græde. For selvom de græder, så har de styr på det, og det gør kvinder trygge, at mænd også kan vise følelser. Men en svag mand skal ikke sætte sig til at hulke. Det er ikke noget, kvinder synes om, mener hun. For kønnene græder forskelligt. Kvinder græder, fordi de vil trøstes, mens mænd vil have lov at græde uden at blive forstyrret, forklarer Joan Ørting.
Vil ikke tale om det
Mænd er også blevet bedre til at se andre mænd græde. For moderne mænd synes ikke længere, det er tabu at vise svaghed - bare de slipper for at tale om det:
- Manderollen er i opbrud, og den hele mand, der tager sit faderskab og de bløde værdier på sig, er i højsæde. Derfor er det naturligt, at mænd også kan og vil græde i det offentlige rum. Men det skal under ingen omstændigheder blive et samtaleemne. Mænd vil ikke tale om det efterfølgende og tvinges til at sætte ord på, understreger Kenneth Reinicke.