Den maskinpistol, der blev fundet i mandags i en sø, var det våben, der dræbte ægteparret Heidi Nielsen og Bjarne Johansen i Tusindårsskoven ved Odense.
Det oplyser Fyns Politi.
"Vi har fået svar og kan konstatere, at denne maskinpistol er identisk med den, som blev brugt til at skyde Heidi Nielsen og Bjarne Johansen," siger Vicepolitiinspektør Henrik Justesen til Newspaq.
Parret blev på uhyggelig vis skudt ned i skoven den 13. april i år.
En 37-årig mand er tidligere blevet anholdt i sagen. Han er varetægtsfængslet på retspsykiatrisk afdeling i Middelfart, fordi han er for dårlig til at sidde i almindeligt fængsel.
"Den varetægtsfængslede i sagen ønsker stadig ikke at udtale sig til politiet, så vi holder stadig kortene tæt ind til kroppen," forklarer Henrik Justesen.
Maskinpistolen skal nu undersøges yderligere, blandt andet for at se, om der er spor på den, som måske kan bevise den varetægtsfængslede mands skyld.