Maskinpistol fundet i fynsk sø

Gerningsvåbnet til dobbeltdrab kan være fundet, lyder det.
Arkivfoto. Dykkere har fundet maskinpistol i sø, som kan have forbindelse til dobbeltdrab.
Arkivfoto. Dykkere har fundet maskinpistol i sø, som kan have forbindelse til dobbeltdrab. Foto: Sælhunden

Fyns Politi kan stå foran et stort gennembrud i sagen om ægteparret, der blev skudt og dræbt i Odense i april.

Efterforskningen ledte politiet til at undersøge Langesø, og her er der dukket en maskinpistol og et magasin frem af dybet.

Vicepolitiinspektør Henrik Justesen fortæller om fundet, at våbnet nu bliver transporteret væk fra søen i en kasse med vand, sådan at tekniske spor ikke går tabt.

Det er dog fortsat uklart, om politiet vitterlig har fat i gerningsvåbnet til det foruroligende dobbeltdrab i Tusindårsskoven.

"Våbenet skal nu prøveskydes. Først herefter vil det kunne fastslås, om det er gerningsvåbnet," forklarer Henrik Justesen over for Newspaq.

En 37-årig mand er blevet anholdt i sagen. Han er varetægtsfængslet på retspsykiatrisk afdeling i Middelfart, fordi han er for dårlig til at sidde i almindeligt fængsel.

Manden har hidtil nægtet at udtale sig over for politiet.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.