Hvis du elsker kongehuset og el-biler, har du nu chancen for at kombinere de to passioner. Kronprinsesse Marys tidligere bil er nemlig blevet sat til salg på bilbasen.dk.
Bilen, som er den eneste kongeblå Renault Fluence i Danmark, er fra 2012 og koster 115.000 kroner.
De sidste par år er det dog Henrik Vedel fra Rungsted Kyst, som har ejet bilen, og det er også ham, som nu har sat den til salg.
Foto: Screenshot/Bilbasen.dk
- Det var faktisk den flotte kongeblå farve, der var grunden til, at jeg købte lige netop den bil, men det er selvfølgelig også en sjov detalje, at Kronprinsesse Mary er tidligere ejer af bilen, siger Henrik Vedel til Ekstra Bladet.
Ifølge salgsannoncen er bilen i perfekt stand uden ridser og "Bilka-buler", ligesom den også har været forskånet for såvel tobaksrøg som hunde.
Henrik Vedel sælger den kun, fordi han har fået nyt job og derfor et andet kørselsbehov.
Se annoncen her.
Foto: Screenshot/Bilbasen.dk