Er det prinser, prinsesser eller en af hver, der lige nu ligger og putter sig i mors royale mave?
Det spørgsmål kender både kronprinsesse Mary og kronprins Frederik svaret på.
Da det var prins Christian og senere prinsesse Isabella, der ventede på at komme ud til verden, ville det kongelige par ikke kende kønnet på forhånd.
Men det vil de gerne nu, hvor Mary venter tvillinger. Over for Billed Bladet fortæller den vordende tvillingemoder, at de godt ved, om der er lyserødt eller lyseblåt i vente.
"De to første gange, vi ventede barn, ønskede vi ikke at vide det, men man bliver mere nysgerrig med årene," fortæller Mary til ugebladet.
Hun vil dog ikke fortælle pressen om detaljerne i mavens indhold. Og der er ikke meget hjælp at hente fra storebror Christian og den vordende storesøster Isabella.
Skulle man forsøge at overhøre de kongelige poders snak om de kommende små-søskende, ville det nemlig ikke give noget fingerpeg om kønnene.
"De bliver mere og mere interesserede," siger Mary og tilføjer:
"Lige nu kalder de dem for 'babyerne'."
Tvillingerne, hvad enten de er drenge, piger eller et mix, har forventet ankomst til januar.