Forklædt som en ganske almindelig handlende spankulerede Kronprinsesse Mary rundt i Ilva i Kongens Lyngby i lørdags, skriver Ekstra Bladet.
Hun havde taget lille Isabella og Christian med, mens hun kiggede efter nye møbler til slottet. Ligesom hun var fulgt af barnepige og sikkerhedsvagter.
Kronprinsessen gik rundt med en lille notesblok og skrev ifølge andre kunder lystigt ned. Det var især en blød, lys hørsofa med mahogniben og messinghjul, som kronprinsessen kastede sine kongelige, brune øjne på.
"Mary havde en slags notesblok med, som hun noterede i," fortæller en kunde, der i første omgang havde svært ved at genkende prinsessen uden diadem og lang kjole.
Kronprins Frederik var ikke med, da han skulle passe sit job som åbningstaler ved den Internationale Olympiske Kongres i Bella Center.