Den ene er hele Danmarks kronprinsesse, mens den anden er dronning af tennisbanen, og sammen har de to teamet op i en hårdtslående double.
Kronprinsesse Mary og den danske tennisdarling Caroline Wozniacki gik tirsdag på banen sammen i anledning af Børnehjælpsdagens tennisevent, der har fokus på at inspirere anbragte børn til at dyrke mere motion i hverdagen.
Sammen skulle de powerfulde kvinder inspirere de anbragte børn til mere fysisk aktivitet, skriver Børnehjælpsdagen på sin hjemmeside.
Dagen startede med, at den 25-årige boldbasker smashede arrangementet i gang, og senere sluttede den 43-årige kronprinsesse sig til tenniseventet for at overvære børnene spille opvisningskamp mod den danske tennisdarling.
I alt 22 anbragte børn, som enten bor i plejefamilie, på en døgninstitution eller et opholdssted, deltog i arrangementet.
Efterfølgende lagde Wozniacki et billede op på sin Instagram-profil af hende, børnene og kronprinsessen, hvor hun takkede for den rørende dag.
- Disse børn reddede min dag. De har desværre alle sammen haft en hård start på livet, men i dag lærte de mig mere, end jeg kunne lære dem, skriver hun til fotoet.
- Jeg vil gerne takke hver enkelt af dem for at spille tennis sammen med mig i dag og for at dele deres historier og smil med mig, lyder det videre fra Wozniacki.
- Jeg vil også gerne takke Hendes Kongelig Højhed kronprinsesse Mary for at lægge vejen forbi og spille tennis med os og sætte fokus på velgørenheden.
Kronprinsesse Mary er protektor for Børnehjælpsdagen, og særligt udsatte børn og unge er blandt hendes hjertesager.
Se Wozniackis billede her: https://www.instagram.com/p/-enKxjkH74/?taken-by=carowozniacki
/ritzau/FOKUS