I hver eneste folkeskoleklasse sidder der statistisk set to elever som, inden de fylder 24 år, vil ende i et voldeligt parforhold.
Den statistik vil kronprinsesse Mary gerne ændre på, og gennem Mary Fonden er der nu blevet udviklet undervisningsmateriale, der skal sætte fokus på de forskellige former for kærestevold, der findes. Eleverne skal klædes på til at opbygge sunde relationer og forebygge volden.
For at skyde projektet godt fra start besøger kronprinsessen tirsdag Guldberg skole i København, hvor undervisning med materialet fra "Kærlig Talt" løber af stablen.
Her skal eleverne i 8. klasse afprøve undervisningsmaterialet, der består af et video-talkshow og opgaver til eleverne for at reflektere over de emner, dagens talkshow tager fat på.
- "Kærlig Talt" er et fantastisk intensivt forløb, der giver eleverne en masse redskaber, de kan benytte sig af i deres kærlige relationer til familie, venner og kærester. De får et indblik i deres egne reaktionsmønstre og får et sprog til at tale om følelser, fortæller Helle Simonsen, der er direktør i Mary Fonden på fondens hjemmeside.
Materialet fra Mary Fonden fokuserer på forebyggelse for at sikre fremtiden for de unge mennesker, der er i risiko for at ende i en relation, hvor de bliver udsat for vold, hvad enten det er fysisk, psykisk, økonomisk eller andre former for vold.
Hvert år udsættes 29.000 kvinder i Danmark for partnervold, og 33.000 børn vokser op med vold i hjemmet. Målet med "Kærlig Talt" er at lære 8. klasserne, hvordan de kan analysere deres egne og andres reaktioner i forskellige situationer for at bekæmpe eksempelvis tristhed, vrede eller jalousi.
/ritzau/FOKUS