DR's successerie "Historien om Danmark", den kriminelle lavalder og Martin Luthers protestantiske tanker var blandt emnerne i indfødsretsprøven, som 3463 personer tog onsdag.
Det fremgår af prøven, der er lagt på Integrations- og Udlændingeministeriets hjemmeside.
Indfødsretsprøven er et af kravene for at få tildelt dansk statsborgerskab og skal dokumentere ansøgernes kendskab til dansk kultur, historie og samfundsforhold.
Testen består af i alt 40 spørgsmål, og deltagerne i løbet af 45 minutter skal svare korrekt på mindst 32 af dem for at komme gennem nåleøjet.
Test dig selv: Kan du bestå indfødsretsprøven?
Svarene til 35 af de 40 spørgsmål kan man finde i det lige knap 150 sider lange baggrundsmateriale, som deltagerne har kunne terpe på forhånd.
De sidste fem spørgsmål er om ting, som er sket i Danmark inden for de seneste seks måneder. De kan for eksempel være om politik eller kulturelle begivenheder.
Forrige gang prøven blev holdt, i juni 2016, blev den kritiseret fra flere sider. Den var for svær, lød det.
Særligt ét spørgsmål skabte overskrifter. Her skulle deltagerne svare på, hvornår den første film om Olsen-Banden havde premiere. Var det i 1968, 1970 eller 1971?
Det rigtige svar var 1968, men svarmulighederne lå meget tæt på hinanden, lød kritikken.
Prøven foregik på 51 sprogcentre landet over.
/ritzau/