Martin Jørgensen, der har været sengeliggende i en stor del af den sidste måned, er nu tilsyneladende på vej tilbage til fodboldbanen.
Danskeren, der har job i Fiorentina, har nemlig endelig fået bugt med den Toscana B-virus, der har gjort ham ukampdygtig.
"Det går den rigtige vej med genoptræningen. Jeg bliver jo kontrolleret i hoved og røv med pulsur og alverdens ting. Det gode ved det er, at jeg kan se, at det går frem fra dag til dag. Selv om man ikke føler, at man løber hurtigere, så fortæller tallene, at jeg bliver stærkere," siger Martin Jørgensen til B.T.
Fiorentina-truppen er på træningslejr i Spanien lige nu, og Martin Jørgensen er med. Han holder dog stadig igen med de mest intensive øvelser.
"Jeg løber og styrketræner med holdet, men når de træner på bane, så fortsætter jeg for mig selv. Det handler om at gå stille og roligt frem. Det går fint og skavankerne som hovedpine og træthed er væk," fortæller Martin Jørgensen.
Han regner med at træne på lige fod med resten af truppen inden udgangen af måneden.