De seneste år er der sket en voldsom stigning i antallet af børn, der kommer alene til Danmark og søger asyl.
I 2007 søgte 39 uledsagede børn fra Afghanistan asyl i Danmark, og det tal steg til 168 i 2008. Tal fra årets første fire måneder tyder på, at der vil komme endnu flere afghanske børn til landet i år, skriver Jyllands-Posten.
Ud af 138 uledsagede børn er de 97 fra Afghanistan, og så godt som alle er drenge mellem 15-18 år.
Ifølge tal fra Udlændingeservice og UNHCR har lande som Belgien og Frankrig modtaget færre børn, der søger asyl. Hovedårsagen til de mange flygtende børn vurderes at være følger af krigen i Afghanistan.
"I første omgang handler det sikkert for rigtig mange af dem om at overleve og undgå at blive enten kidnappet eller hvervet til militser," fortæller Gitte Nielsen, leder af Røde Kors' børneasylcentre i Grib Skov og på Sjælsmark Kaserne, til Nyhedsbureauet Newspaq.
Mange af børnene er kun på gennemrejse i Danmark, da de søger asyl i Sverige og Norge, der ligeledes har fået flere uledsagede asylbørn de seneste år, men flere og flere søger nu asyl også i Danmark. Og for en enlig teenager er vejen fra Afghanistan både lang og farlig.
"En flugtrute indebærer jo ofte, at man er ført af menneskesmuglere, som man har betalt en betragtelig sum for at blive ført igennem til ens bestemmelsessted. Og det kan også i nogle tilfælde indebære, at man må arbejde illegalt for at tjene pengene til at blive ført videre," forklarer Gitte Nielsen til Nyhedsbureauet Newspaq.