Det er ikke blevet til meget spilletid i Brøndby for den engelske forsvarsspiller, efter svenskeren Jon Jönsson er kommet til, og Mikkel Bischoff er blevet skadesfri.
Derfor har Mark Howard været indstillet på et skifte i et stykke tid.
"Jeg var ikke i tvivl, da jeg blev kontaktet af AGF. Det er en klub på vej frem. Tilskueropbakningen er stor, og jeg ser frem til at blive en del af et spændende hold med mange unge spillere," siger Howard til AGF's hjemmeside.
Den 22-årige englænder, der skiftede fra Manchester United til Brøndby i 2006, har skrevet under på en kontrakt, der løber frem til sommeren 2012.
Det er dog med en vemod, at han forlader den københavnske vestegn, hvor han nåede at spille 67 kampe og score to mål.
"Jeg har oplevet mange gode og positive ting i min tid i Brøndby, som jeg aldrig vil glemme. Jeg kommer til at savne fansene og alle i og omkring Brøndby," siger han til Brøndbys hjemmeside.
Klubberne har aftalt ikke at oplyse, hvor meget transfersummen lyder på.