Han står til 16 år bag tremmer, men senest torsdag håber han på at kunne kalde sig en fri mand igen.
Jan Erik Henriksen, der 2. december sidste år blev idømt 16 års fængsel for drabet på den blot 20-årige Maria Møller Christensen, har anket dommen, og vil igen gå efter pure frifindelse - denne gang med en ny forsvarer.
"Den tiltaltes forhåbning er jo at bliver frifundet, og hvis ikke han kan det, så få en mildere straf," siger den nye forsvarer, Bjarne Vium.
Han mener selv, han kan kaste nogle nye øjne på sagsakterne, men har ikke umiddelbart nogen hvide kaniner at trække op af hatten i forhold til beviserne. De tæller blandt andet et DNA-spor fundet i den cykelkælder i Herning, hvor Maria Møller Christensen blev fundet myrdet.
Bjarne Vium vil ikke sige, om han har nogle nye vidner, han vil hive ind i retten.
Sagen begynder i Østre Landsret i Viborg klokken ni mandag morgen, og dom og eventuelt strafudmåling ventes at falde senest torsdag.