Den 48-årige mand, der nu er anholdt for drabet på 20-årige Maria Møller Christensen nytårsnat, nægter sig skyldig.
Men der er huller i mandens forklaring, og hans dna matcher den dna fundet på liget, derfor sigtes manden for drabet.
"Forud for anholdelsen, var der tidspunkter, hvor han kunne have gjort det. Men han nægter sig skyldig," siger efterforskningsleder Ole Henriksen fra Midt- og Vestjyllands Politi til TV 2 News. Derfor går politiet nu i gang med igen at tjekke den anholdtes alibi for nytårsnat.
I går klokken 20.00 kom han for alvor i politiets søgelys, da de fik oplysninger om, at dna-prøven matchede. Derfor anholdt de ham straks, bekræfter efterforskningslederen.
Manden bor i boligblokken på Rolighedsvej, hvor den unge kvinde blev fundet sexmisbrugt og kvalt i sine egne strømpebukser.
Politiet afhørte da også manden i dagene efter drabet. Men dengang havde han et alibi.
"Da vi afhørte ham, lød hans forklaring rimelig. Men da vi så genafhørte ham og bad ham uddybe, viste det sig, at der var huller i hans forklaring, og at hans alibi ikke holdt. Han fortalte blandt andet, at han havde været en tur nede i byen i løbet af natten, men det kunne ikke bekræftes," siger Ole Henriksen til eb.dk
På grund af mandens manglende alibi opfordrede politiet den 48-årige til at få foretaget et mundskrab, så man kunne teste, om hans dna var identisk med den, der blev fundet på Maria Møller Christensen.
"Hans dna er identisk med den, vi har fundet på Marias lig. Dna'en er fundet på steder, hvor en gerningsmand ikke kan undgå at afsætte spor, så vi ved med sikkerhed, at han har været i fysisk kontakt med Maria på drabsnatten," siger efterforskningslederen.
Manden, som vil blive fremstillet i grundlovsforhør i løbet af i dag, er ikke tidligere straffet. Han bliver sigtet for drab.