Retssagen, hvor en 48-årig er anklaget for voldtægt og mord på den 20-årige Maria Møller Christensen, der blev dræbt nytårsnat, er i gang. Psykologiske undersøgelser viser, at den tiltalte har en afvigende personlighed og seksualitet.
Det skriver TV2 på en liveopdatering fra retslokalet i Retten i Herning.
Retslægerådet anbefaler, at den 48-årige anklagede bliver idømt en forvaringsdom. Han er ikke blevet erklæret sindssyg, men afviger både personlighedsmæssigt og seksuelt, skriver TV2.
Under retssagen forholder manden sig roligt, han kigger kun på sin forsvarer.
Nævningene er blandt andet blevet præsenteret for grufulde oplysninger om, hvordan Maria Møller Christensens lig blev fundet. Hun blev kvalt med sine egne strømpebukser, og hun blev fundet med benene snøret sammen. Desuden havde hun flere læsioner, blandt andet i hovedet. Fra hendes skridt løb blod, oplyser TV2 på liveopdateringen.
Nævningene har set billeder af Maria Møller Christensens lig. Billederne er så voldsomme, at flere af nævningene viser tydeligt ubehag.
Den anklagede blev anholdt den 22. januar på sin arbejdsplads, et supermarked. Retssagen forventes afsluttet på torsdag.
Kilde: TV2.dk