Den vantvittige tragedie i Norge er heller ikke gået det danske kongehus forbi.
Således har dronning Margrethe og prins Henrik sendt et kondolencebrev til den norske kong Harald i medfølelse og sympati med, hvad der er sket. Det skriver eb.dk.
"Både dronningen og prinsgemalen er forfærdet over de tragiske hændelser i Norge. Deres tanker går til ofrenes familier, samt til hele det norske folk," fortæller Bjarne Grønfeldt, der er kontorchef i hoffets kabinetssekretariat, til eb.dk.
Det danske regentpar er for tiden i Grønland, men det afholdt dem altså ikke fra at blive dybt rystet over den norske tragedie.
"Det danske regentpar har sendt en kondolenceskrivelse til det norske konge på baggrund af de tragiske hændelser," siger kongehusets kommunikationschef Lene Balleby til eb.dk.
Kilde: Eb.dk