Margrethe og Henriks guldbryllup markeres med frimærke

Regentparret fejrer deres guldbryllupsdag under private former, men nu markerer postvæsnet den romantiske mærkedag.
Prins Henrik og dronning Margrethe forelskede sig i hinanden, dengang han var fransk diplomat, og hun var dansk tronfølger.
Prins Henrik og dronning Margrethe forelskede sig i hinanden, dengang han var fransk diplomat, og hun var dansk tronfølger. Foto: Henning Bagger/Scanpix

Efter 50 år sammen som mand og kone kan dronning Margrethe og prins Henrik fejre guldbryllup den 10. juni.

Kongehuset oplyste sidste sommer i en erklæring på sin officielle hjemmeside, at den romantiske mærkedag efter regentparrets ønske markeres "under private former", og at der derfor ikke afholdes en officiel guldbryllupsfest.

PostNord har dog valgt at markere parrets forestående bryllupsdag ved at udgive et nyt frimærke, som kongehuset har delt motivet af på sin officielle Instagram-profil.

Her sidder den 77-årige dronning iført lyserød kjole, perlehalskæde og turkisfarvede øreringe ved siden af den 82-årige prins, der bærer en marineblå jakke over sin lyslilla skjorte med dertilhørende slips i en mørkere nuance.

Da parret giftede sig i Holmens Kirke i København tilbage i sommeren 1967, var dronning Margrethe dengang prinsesse og tronfølger, mens prins Henrik var fransk diplomat og hed Henri Marie Jean André.

De havde mødt hinanden til et middagsselskab i den engelske hovedstad, London, et par år forinden.

Dronningen var dengang på et studieophold i millionbyen, mens prinsen arbejdede som ambassadesekretær ved Frankrigs ambassade i London.

Se frimærket her: https://www.instagram.com/p/BUGo3JrjfkA/?taken-by=detdanskekongehus

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.