Vi har fulgt hende gennem årtier, hørt hende tale hver eneste nytårsaften og set på hende og den royale familie i de kulørte blade.
Alligevel kan vi ikke få nok af Dronning Margrethe, som runder 70 skarpe på fredag.
Den nye bog, 'Margrethe - mit liv i billeder', er simpelthen støvsuget fra hylderne hos landets boghandlere, og det mærker man hos forlaget Lindhardt og Ringhof.
"Lige fra bogen udkom, har vi kunnet mærke, at boghandlerne har været ekstremt glade for bogen. Boghandlerne har allerede fra første salgsdag genbestilt bogen, så den er røget op på førstepladsen på bestsellerlisten," siger redaktionschef fra Lindhardt og Ringhof, Jeppe Markers, til Newspaq.
Den nye biografi udkom for tre uger siden i anledning af Dronningens fødselsdag i morgen, og bogen er baseret på samtaler med Dronningen med udgangspunkt i billeder fra et langt liv.
"Det er ret sjældent, vi oplever, at boghandlerne på første salgsdag genbestiller en bog, så den bliver simpelthen hevet ned af hylderne," siger Jeppe Markers.
Og det er der en god grund til, lyder det fra redaktionschefen.
"Det er jo den eneste bog på nuværende tidspunkt, hvor Dronningen selv medvirker og fortæller om sit liv. Hun fortæller meget åbenhjertet om ting, som hun ikke før har åbnet op for," siger Jeppe Markers.
Hos Lindhardt og Ringhof meddeler man, at salget har oversteget alle forventninger, og Jeppe Markers er sikker på, at denne bog vil blive en af årets helt store bøger.
Også hos Gads Forlag er dronning Margrethe et hit. Her er bogen 'Dronning Margrethe og arkæologien' ligeledes en stor salgssucces, og forlaget er godt tilfredse, oplyser marketingkoordinator Birte Andreasen til Newspaq.