Anklageskriftet, der blev offentliggjort i dag, er gruopvækkende. Et par har i mere end 20 år udsat en lang række plejebørn for spark, slag med ledninger, forsømmelse og trusler.
Den slags sager må ikke ske i fremtiden, siger socialminister Benedikte Kiær (K), efter hun har læst en rapport udført af Vordingborg Kommune, der redegør for forløbet.
Det kan betyde straf til de kommuner, der ikke sørger for et ordentligt tilsyn med plejefamilierne.
Socialministeren har igangsat en kulegravning af systemet rundt om i kommunerne, og det glæder hun sig over, efter hun har læst rapporten om familien fra Mern.
"Jeg foretager en kulegravning for at finde ud af, om vi har organiseret tilsynet på den rigtige måde, om det er de rigtige, der udfører det, og så har jeg kig på mulighederne for at indføre bøder eller erstatningsansvar, hvis ikke man har udført tilsynet korrekt," siger hun til Newspaq.
Vordingborg Kommune har planer om at skærpe tilsynet af plejeforældre, og det initiativ glæder ministeren, men det er ikke nok.
"Det er nødvendigt at kigge hele området igennem, også i andre kommuner. Når man anbringer et barn, så overtager man også et kæmpe ansvar," siger hun.
På trods af beslutningen om at ville ændre procedurerne omkring tilsynet af plejefamilier fraskriver Vordinborg Kommune sig i øvrigt ansvaret for de mange overgreb hos familien i Mern.