Det var umuligt at støve pigtråd op i de danske baser i Helmand. Og selvom soldaterene bad om at få sat pigtråd op for at undgå Talibans vejsidebomber, kunne det ikke lade sig gøre.
Det var en af de medvirkende årsager til, at det den 7. august lykkedes Taliban at gennemføre et bombeangreb, der kostede to danske soldater livet.
Soldaterne vidste godt, at der var problemer med Taliban-bombemænd i området, og havde krævet, at en vej i området blev beskyttet bedre.
Men manglen på pigtråd gjorde, at det ikke var muligt.
"I henhold til planen var der rekvireret pigtråd, men det var ikke ankommet og derfor ikke udlagt den 7. august," siger Jørgen Høll, der er hærens operative chef, til Ekstrabladet.
Forsvars-ekspert Peter Viggo Jakobsen fra Københavns Universitet fortæller, at det absolut ikke hjælper på soldaternes sikkerhed, at der ikke er pigtråd til rådighed.
"Af hensyn til soldaternes sikkerhed er det uhensigtsmæssigt, at der mangler pigtråd. Men det kan jo ske i krig," siger han.