På blot et år er antallet af yngre mennesker, der bliver henvist til psykolog på grund af en depression, blevet firedoblet. Men kun en tredjedel af dem burde være henvist, viser en rapport, Berlingske har fået fingrene i.
De praktiserende læger kan ifølge en ny ordning sende 18-37-årige med let eller moderat depression til behandling hos en psykolog - og det gør de i stor stil. Fra 2009 til 2010 steg antallet af patienter fra 5.266 til 21.799.
Men næsten 40 pct. af dem har slet ingen tegn på depression, mens små 30 procent har svære depressioner og burde være henvist til hospitalsvæsenet. Det bekymrer Anders Kühnau, der er næstformand for Regionernes Lønnings- og Takstnævn.
"En del af forklaringen kan være, at henvisningskriterierne ikke er gode nok, og at ordningen lidt firkantet sagt bliver brugt som skraldespandsordning, hvor man henviser de patienter, der er svære at håndtere i almen praksis," siger han til Berlingske.
Formanden for Dansk Psykolog Forening, Roal Ulrichsen, medgiver, at der er mange fejlhenvisninger, men siger, at ordningen er en succes, der hjælper mange.
Staten og regionerne betaler for ordningen, som i 2010 kostede 80 millioner kroner. Det var dobbelt så meget, som staten havde bevilget.