Næsten seks procent af piger mellem 13 og 17 år er blevet voldtaget - af deres kæreste.
I hvert fald hvis man skal tro en ny britisk undersøgelse, som BBC refererer. Det står dog ikke så grelt til herhjemme, mener Sex og Samfund.
Undersøgelsen fra Storbritannien omfattede 1.400 teenagepiger, og 90 procent af dem havde et intimt forhold. Ud af dem fortalte hver sjette, at de er blevet presset til at have sex, og en ud af 16 er blevet voldtaget af deres kæreste. En fjerdedel af pigerne i undersøgelsen er blevet udsat for vold.
"Det er chokerende at opdage, at udnyttelse og vold i et kæresteforhold starter så tidligt," siger David Berridge fra University of Bristol, der står bag undersøgelsen.
Ifølge pigerne føler mange sig presset til at have sex, og de finder sig i volden fra kæresten, fordi de føler sig skyldige eller er bange for at miste ham.
Herhjemme er problemet ikke lige så stort som i England, fortæller Marianne Lomholt fra Sex og Samfund.
"Det er ikke noget, jeg umiddelbart ser, er en problematik i Danmark. Men det kunne være spændende at undersøge, om det er noget danske unge kan nikke genkendende til," siger hun til Nyhedsbureauet Newspaq.
Ifølge hende har England flere problemer med unges sexliv, der blandt andet viser sig med mange unge forældre.
"Det er meget tydeligt i England, at de har nogle ret store udfordringer med teenagegraviditeter, og i det følger også det element med at passe godt på sig selv, lære at mærke sig selv og sige fra," siger hun til Nyhedsbureauet Newspaq.
Det gælder netop om at beskytte sig selv og sige fra, hvis man føler sig presset, mener hun.
"Det allervigtigste er, at man aldrig skal føle sig presset til noget som helst. Man skal mærke efter i sin egen mave, og man skal ikke gøre noget, man ikke har lyst til," råder hun.