Vi er utrolig pligtopfyldende, ellers også har mange bare en kæmpe frygt for at skuffe chef og kollegaer.
En ny rundspørge foretaget for Greens Analyseinstitut for Børsen giver nemlig et billede af danskerne som villige til gå på job, selvom de er syge.
79 procent - eller næsten fire ud af fem - siger, at de er gået på arbejde, selv om de burde ligge hjemme under dynen.
Årsagen er dårlig samvittighed over for arbejdsgivere og kollegaer.
"Vi oplever en recession, hvor den ansatte føler mere frygt, fordi man er bange for at miste sit job. Virksomhederne er presset på bundlinjen, og alle er mere pressede," siger erhvervspsykolog og forfatter Majken Matzau.
Fire ud af ti siger i undersøgelsen, at de får dårlig samvittighed over for arbejdskollegaerne, når de melder sige syge. Lidt færre - 27 procent - får det dårligt over for chefen.
Hos Dansk Erhverv er man ikke overrasket over tallene. Faktisk mener fagchef for HR og ledelse, Birgitte Meisner Nielsen, at det en naturlighed, at man kommer på arbejde, selv om man kun er "75 procent kampklar."
Dansk Arbejdsgiveforening supplerer:
"Man kan godt sætte sig til tasterne hjemme, hvis man er syg, men man må afgøre, hvor syg man er. Vi må også huske, at vi har en flad organisationsstruktur i Danmark - medarbejderne føler sig mere ansvarlige," siger konsulent Berit Toft Fihl.