Antallet af permanente opholdstilladelser er faldet med 70 pct. på et år. Det viser nye tal fra Udlændingeservice under Justitsministeriet, skriver Berlingske.
Op til 30. september i år har 525 fået permanent opholdstilladelse mod 1.796 sidste år i samme periode. Antallet af afslag er tilsvarende steget fra 1.486 sidste år til 2.449 i år.
Det markante fald er sket samtidig med indførslen af den foregående regering og Dansk Folkepartis (DF) pointsystem, som blandt andet strammede kravene til danskkundskaber og aktivt medborgerskab.
Dansk Folkeparti erkender, at formålet med pointsystemet ikke var at få antallet af permanente opholdstilladelser til at dykke så drastisk.
"Det var for at få folk til at bidrage til det danske samfund. Jeg tror, at tallene vil stige efterhånden, som folk begynder at kunne opfylde f.eks. kravene til erhvervserfaring. Men nej, det var ikke et mål, at antallet skulle falde så dramatisk,« siger næstformand i DF, Peter Skaarup, til Berlingske.
Den nye regering har varslet en afskaffelse af pointsystemet, men det vil ikke automatisk betyde, at flere får fast ophold i Danmark, siger justitsminister Morten Bødskov (S).
"Når lovkataloget fremlægges i næste uge, vil man se, hvordan og hvornår regeringen udmønter området," siger Morten Bødskov.til Berlingske.
Kilde: Berlingske