Det kan ikke være rigtigt, at kvinder skal tjene mindre end mænd i samme job! Det mener hver anden dansker ifølge en undersøgelse, som Gallup har lavet for Berlingske Tidende.
Ligeløn er det emne, som flest danskere prioriterer under de netop påbegyndte overenskomstforhandlinger, viser undersøgelsen.
Formand for HK Privat Karin Retvig mener da heller ikke, at vi kan ikke blive ved med at have et lønmæssigt efterslæb for kvinderne.
"Og det er også derfor, det skal ind i overenskomsten, at virksomhederne skal indføre lønstatistikker, og at arbejdsgiverne skal dokumentere, at der ikke er uligeløn," siger hun til Berlingske Tidende.
Og ligelønnen kan da også blive det, der samler lønmodtagerne, da finanskrisen har lagt en tung dæmper på forventningerne om at få mere i lønningsposen.
"Det kunne godt blive et bredt emne, hvis det viser sig, at der ikke er råd til lønstigninger. Samtidig er det et af de emner, der kan samle folk på tværs af brancher," siger Kenneth Reinicke, der er forsker ved Center for Ligestilling på Roskilde Universitet.