En fynbo var på forretningsrejse med kolleger i udlandet, da telefonen ringede. Han tænkte ikke yderligere over, hvem det mon kunne være, men da kvinden i den anden ende af røret sagde, at han havde vundet i Eurojackpot, tænkte han, at det måtte være hans kammerat, der tog fis på ham.
- Jeg troede, det var en af mine kammerater, der lavede gas, for det kan de godt finde på. Især på en fredag aften. Men hende, jeg snakkede med i telefonen, var meget overbevisende, derfor troede jeg til sidst på det, fortæller til nybagte millionær, der har valgt at være anonym.
Nyheden har han holdt hemmelig over for kollegerne. Det er således kun han hustru, som ved, at lykkens gudinde har ramt ægteparret.
- Man bliver jo lidt målløs, når man får sådan en besked. Men der var ingen, der opdagede noget, fortæller manden til Danske Spil.
Sammen hustruen har han taget en beslutning om, at den gevinst kan give den mulighed for at gå tidligere på pension.
- Vi har ellers ikke noget særligt, vi skal bruge pengene på. Vi har det dejligt, og det kommer ikke til at ændre vores hverdag, siger manden.
Dog erkender han, at tanken om, at der nu er en stor opsparing at trække på, hvis noget skulle ske, er rar. Derudover føler han sig heldig med, at hans drømme i livet allerede er levet ud.
- Men man tænker jo, at hvis nu man blev afskediget, så skal man ikke spekulere på noget som helst. Så kan man gå endnu tidligere på pension, hvis det er det man vil, og det er nu meget godt. Men mine drømme er ligesom levet ud i livet. Jeg har ligesom haft de både, jeg ville have, jeg har været de steder jeg ville, slutter han af med et ydmygt grin.