En mand i begyndelsen af 50'erne er fredag anholdt i Norge for med en økse at forsøge at dræbe en hoteldirektør, fortæller politiet i byen Voss.
Mandag vil politiet kræve manden varetægtsfængslet, skriver Bergens Tidende.
Episoden skete fredag formiddag, da manden pludselig angreb direktøren på Fleischer Hotel, Erik Fleischer Tønjum.
Hotelpersonalet greb ind og fik afvæbnet manden, og da politiet ankom, foregik anholdelsen "udramatisk".
Hoteldirektøren blev kørt på Voss sygehus med "lettere skader". Et andet norsk medie skriver, at Erik Fleischer Tønjum er ramt i halsregionen.
- Jeg kender ikke omfanget af skaderne, men han har allerede bedt om at få en computer, så han kan arbejde fra sygesengen. Så han har det ok. Men det var en alvorlig hændelse, siger direktørens samlever Alette Hjelmeland til Bergens Tidende.
Med den første patruljevogn, der nåede frem til hotellet, var der to ubevæbnede betjente, og efterfølgende kom en anden med to bevæbnede kolleger.
En vagthavende ved Hordaland politi bekræfter, at manden er sigtet for drabsforsøg, og han skal fremstilles i retten mandag.
/ritzau/