"Jeg har skudt min datter," sådan lød det i nat i telefonen, da en mand i nat ringede 112.
Syd- og Sønderjyllands Politi fik sig et gevaldigt chok over opkaldet og rykkede massivt ud til den 46-årige mands adresse i Sønderborg.
"Af en eller anden besynderlig årsag, syntes han, at han ville gøre opmærksom på sin ulykkelige situation ved at ringe 112 og sige, at han havde slået sin datter ihjel," siger Preben Westh, der er vicepolitikommissær ved lokalpolitiet i Sønderborg, til Newspaq.
De mange betjente kunne dog ånde lettet op, for det viste sig, at manden ikke havde dræbt sin datter. Hun bor ikke på adressen. Grunden til opkaldet skyldes personlige problemer.
"Vi betragter det ikke som telefonfis. Det er en ulykkelig mand, som er midt i en separation," fortæller Preben Westh.
Selvom situationen er ulykkelig, så gives der ikke rabat for det bizarre telefonopkald.
"Det kan give fra bøde og op til fængsel. Man går selvfølgelig ind og ser på mandens personlige forhold, men det er svært at sige, hvad straffen bliver" forklarer Preben Westh.
Det kan i værste tilfælde ende med tre måneders fængsel til manden.