En mand er blevet myrdet i Århus, efter at han er blevet stukket med en kniv.
De første meldinger lød ellers på, at offeret var hårdt såret. Men kort tid efter politiet fik en melding om et knivoverfald i morges, døde manden på gerningsstedet i det sydlige Århus.
"Da vi kommer derud, konstaterer vi, at der er en 38-årig mand, som er blevet dræbt. Efterfølgende har vi foretaget anholdelse af en 37-årig mand, der nu bliver sigtet," siger Mogens Brøndum, politikommissær i Østjyllands politi, til Nyhedsbureauet Newspaq.
Den anholdte tog flugten efter overfaldet, men han blev kort efter fanget i området omkring Slet Møllevej og Bjødstrupvej. Den anholdte har libanesisk baggrund.
Ifølge oplysninger fra ekstrabladet.dk har gerningsmanden en søn boende på den adresse, hvor han gik amok med kniven.
Politiet er i øjeblikket i færd med at sikre sig de tekniske spor og vil hverken kommentere på motivet, eller hvor mange gange gerningsmanden stak offeret med kniven.